Så er det på torsdag, at VoresSolrød inviterer til foredrag om danmarkshistoriens største dumpning af slam fra Lynetteholmen i Køge Bugt. Michael Løvendal Kruse, formand for Danmarks Naturfredningsforening Stevns, fortæller om konsekvenserne for Køge Bugt. Det foregår torsdag den 28/4 kl. 17.30 i Solrød Idrætscenter. Tilmelding via hjemmesiden: voressolroed.dk/lynetteholmen
Havneslam – et havmiljø under pres
Lynetteholmen er navnet på en kunstig ø, som Københavns Kommune er i gang med at etablere. Som en del af byggeriet skal enorme mængder havneslam graves væk fra havbunden. 2,3 mio. kubikmeter lettere forurenet havneslam skal efter planen dumpes i Køge Bugt.
Ifølge en lang række eksperter kan dette have uoverskuelige konsekvenser for havmiljøet. Ikke mindst for de Natura 2000 områder, der befinder sig i nærheden og det truede marsvin, der lever i Øresund. Men også badevandskvaliteten kan blive påvirket til gene for de mange badegæster, der året rundt hopper i Køge Bugt.
Havmiljøet i Køge Bugt er i forvejen under pres efter mange års skødesløshed: Sten er fisket op fra bunden til brug for eksempelvis havnemoler. Sandsugning, der er blevet forbudt i den nordlige del af Øresund, pågår stadig i vores del af Køge Bugt. Og nu toppes med dumpning af havneslam forurenet af tungmetaller, der kan sprede sig over et stort areal på havbunden i Køge Bugt.
Politisk sag – hvilke konsekvenser?
Et politisk flertal på Christiansborg har desuden ved lov besluttet at fjerne den almindelige klageret over Lynetteholmen. Der er således ikke mulighed for at klage over f.eks. miljøundersøgelserne, der kritiseres fra flere sider – heriblandt bekymrede politikere i Sverige.
Alt dette og meget mere vil Michael Løvendal Kruse fortælle om og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Alle er velkomne og deltagelse er gratis.
Velkommen torsdag den 28/4, kl. 17.30 i ‘SportsCafeen’ i Solrød Idrætscenter, Tingryds Alle 27, 2680 Solrød. Tilmeld dig via hjemmesiden: voressolroed.dk/lynetteholmen Det vil være muligt at købe drikkevarer.