VoresSolrød har været med på en 2-dages Teknik- & Miljøkonference i Odense for medlemmer af kommunernes natur, klima og planudvalg. Her blev vi fyldt med inspirerende foredrag om biodiversitet, partnerskaber med landbruget, svanemærket byggeri i kommunerne, klimasikring, borgerinddragelse og meget mere.
INSPIRATION TIL BÆREDYGTIGT BYGGERI
VoresSolrød har været på udflugt for at se bæredygtig boligudvikling i Odense, hørt om hvordan Vejle formidler viden om grøn omstilling til borgerne, om hvordan de i Odder har indgået samarbejde med landbruget om reduktion af drivhusgasser, om arbejdet med indeklima på skolerne i Silkeborg og ikke mindst har der være netværket med et hav af motiverede udvalgsmedlemmer og medarbejdere fra kommunerne.
Rundt omkring i kommunerne er der i højere og højere grad fokus på bæredygtigt byggeri – både når der lokalplan-planlægges men også når kommunerne selv er bygherre. Her er fokus bl.a. på at renovere istedet for at rive ned og bygge nyt, at genanvende byggematerialer i det omfang det er muligt og at energirenovere kommunale ejendomme. Det skal vi også gøre i Solrød i langt højere grad.
CO2 AFGIFT PÅ KOMMUNALE INDKØB
Kommunerne står for en stor del af de offentlige indkøb og sætter derved også et aftryk på klimabelastningen. Derfor har kommunerne også et ansvar for at sikre, at klima i højere grad bliver en faktor i de kommunale indkøb. Det kan være med til at reducere CO2 udledningen, men det kan også være med til at sætte retning for resten af samfundet.
Det har fået nogle kommuner til at introducere en intern CO2 afgift, der lægges oveni prisen, for også at prissætte indkøbets klimabelastning. Herved bliver ikke kun den reelle pris, men også klimabelastningen, et parameter, når tilbud og indkøb skal vurderes. Det bør vi her i Solrød – som ambitiøs klimakommune – også gøre.
SÅDAN GØR DE I LEJRE – PARTNERSKABER MED LANDBRUGET
Det var også spændende at høre om en del af Lejres klimaplan “Lejre – Landet tæt på byen” hvor de som ‘Københavns spisekammer’ samarbejder med kommunens landmænd. Lejre kommune understøtter også det øgede fokus på plantebaserede- og lokalt producerede fødevarer, som borgere, restauranter og kantiner efterspørger. Konkret gik Lejre kommune sammen med lokale landbrug i ‘Madfællesskabet’, hvor man bl.a. producerer og leverer lokalt producerede fødevarer til kommunens institutioner, kantiner, mv. Altså gør vejen fra land til by og jord til bord kortere. Det er jo så oplagt…….det må vi også kunne gøre i Solrød i større eller mindre udstrækning.